Unge og ældre hygger sig sammen

Henover et par måneder fik beboerne på Plejecentret Dybenskærhave i foråret 2014 besøg af elever fra en nærliggende skole.

     

   

Udgangspunktet for "Mandagsklubben" var at skabe en kontakt mellem unge, som kunne tænke sig at arbejde med ældre mennesker – og ældre, som ønskede at blive bedre til at betjene en computer. 

Det har vist sig, at mange af de ældre ikke behøvede så meget hjælp, når det kom til stykket, eller hellere ville hygge sig med andre ting.

Camilla på 16 år vil gerne arbejde med mennesker - måske som socialrådgiver. Hun meldte sig straks til, da hun hørte om mandagsklubben gennem Ungdomsskolen. Camilla fortæller:

"Jeg havde egentlig den indstilling fra starten, at jeg troede, at de ældre ofte var sure, men det er de jo ikke! Jeg har fortalt mine veninder om det - jeg holder det ikke hemmeligt eller noget. De synes også bare, det lyder sjovt. Og det er det jo også. Jeg taler også meget med familien om det og om, hvad vi laver. Jeg har blandt andet talt med Knud, som har 8 oldebørn. Han har mange gode historier om Hvidovre i gamle dage. Der er også Bodil som er gammel lærerinde fra Risbjergskolen og så selvfølgelig Kjellaug, som er rigtig sød."

Kjellaug havde også nogle fordomme om de unge:

"Jeg tror, at de unge drikker alt for meget. Men det gør de jo ikke hele tiden. Det hjælper at tale med de unge mennesker, så man bedre kan forstå dem. Jeg synes det er sjovt at følge med i deres liv og uddannelse. Og så er det lettere at tale med de unge, fordi det ikke handler om sygdom, som det ofte gør, når man taler med de andre ældre mennesker. Der er ikke noget så kedeligt som en fuld, gammel dame :)"

Mødet mellem to forskellige generationer viste sig på alle måder at være givende for begge parter. "Mandagsklubben" bekræfter på alle måder de fordele og ressourcer, der ligger i at benytte sig af hinanden med tværs i kommunen. Både Camilla og Kjellaug synes at have fået en udvidet forståelse af deres medborgere - og har ikke mindst haft adskillige hyggelige og sociale stunder via dette initiativ.